Café i Herlev og kunstomvisning på Christiansborg
Vi starter op efter ferien med at mødes i vore lokaler til kaffe/kage og hygge.
For alle, der er nysgerrige eller kunstinteresserede går turen herefter ind til Christiansborg, hvor vi skal være kl. 14.45 til omvisning fra kl. 15-16.30. Omvisningen er gratis og koster kun klip i dit klippekort. Der er mulighed for at blive i vores lokaler og hygge med dem, der ikke ønsker at ta’ med på turen indtil kl. 15.
På en kunstomvisning bliver du præsenteret for de mange malerier og kunstværker i Folketingets mange forskellige gruppeværelser og udvalgsværelser, på gangarealet og i Folketingssalen.
Omvisningen foretages af en af Folketingets betjente, og du får et unikt indblik i, hvordan kunsten og det politiske liv væves ind i hinanden.
Kunsten på Christiansborg afspejler den danske kunsthistorie og viser en lang række forskellige stilarter. Undervejs vil du opleve en bred vifte af danske malerier lige fra 1800-tallets guldaldermalerier frem til de nyeste statsministerportrætter.
Mød op ved Folketingets besøgsindgang, der ligger til højre for den store trappe i Rigsdagsgården. I kan forvente at få adgang til Folketinget 15 min. før besøgets start. Ved for sen ankomst kan Folketingets Besøgstjeneste give pladserne på omvisningen til andre.
Sikkerhedstjek ved ankomst
Når I ankommer til Folketinget, skal I som alle besøgende igennem et sikkerhedstjek. Det foregår på samme måde som i en lufthavn.
Besøgsregler
Folketinget er en arbejdsplads, så der skal udvises hensyn. Besøgende skal følge personalets anvisninger og må ikke gå alene rundt i Folketinget. Besøgende skal bære gæstekort synligt under hele besøget. Gæstekort udleveres ved indgangen, når I ankommer. Der er kun adgang for det antal personer, som I på forhånd har tilmeldt.
Tilmeld dig turen senest søndag den 10.8. på mailen: [email protected] og mød op i Frivilligcenteret – eller giv besked, hvis du støder til udenfor Christiansborg. Vi har booket et bestemt antal pladser, som vi skal melde tilbage på.
Vi tager bus 350S lige overfor Frivilligcenteret kl. 13.45, da vi skal være fremme 15 min. før.
